Af Helle Baldersbæk
ALT TYDER PÅ, at det sydvestlige Sjælland har været forskånet fra besøg fra det ydre rum. Mange, bl.a. fra Sorøkanten, så både mandag og tirsdag aften et usædvanligt fænomen på himmelen, og i Sørbymagle var flere beboere så bekymrede, at de ringede til politiet.
En patruljevogn ankom til byen i aftes kl. 21.15, og betjentene så med egne øjne noget lysende, der cirkulerede over byen. Fænomenet kunne ses ganske længe. Betjentene kunne ikke umiddelbart give en forklaring på, hvad det var, så de kontaktede Skandinavisk Ufo Information - Sufoi - der indsamler, registrerer og forsker i denne type iagttagelser. Emil Vestergaard fra Sufoi fortæller, at han har haft mange opringninger de sidste par dage. - Jeg er blevet kontaktet af politiet i |
|
både Slagelse og Køge. Desuden har godt 30 mennesker henvendt sig, og de fortæller alle om noget, der lyser og bevæger sig rundt, fortæller Emil Vestergaard, som dog ikke mener, at der har været tale om en ufo. Centerchef Michael Schumann, Næstved Storcenter, har en helt jordnær forklaring på de mange observationer. - Vi fejrer fødselsdag i øjeblikket. I denne uge har vi et lysshow, hvor en 4000 watts spot sender 10-12 laserstråler i luften. Lysshowet går i gang ved 19.15-tiden, og der slukkes igen klokken 21.15-21.20. Lysshowet startede i mandags, og vi fortsætter hele ugen, siger Michael Schumann. Emil Vestergaard mener, at lysshowet giver en god forklaring på, hvad folk har set: laserstrålerne, der rammer skyerne og bevæger sig cirklende. Han vil dog ikke afvise, at der kan være et sammenfald med den store militærøvelse i Alsted mellem Sorø og Ringsted hvor der muligvis også kan observeres lys.
|